Hvis nogen spurgte mig, hvad der gør mig rigtig lykkelig, so ville jeg svare: Det gør tallene. Sne og is og tal. Og ved du hvorfor?
Fordi talsystemet er ligesom menneskelivet. Til at begynde med har man de naturlige tal. Det er dem der er hele og positive. Det lille barns tal. Men den menneskelige bevidsthed ekspanderer. Barnet obdager længslen, og ved du, hvad den matematiske udtryk for længslen er?
Det er de negative tal. Formaliseringen af, at man føler, man mangler noget. Og bevidstheden udvider sig stadigvæk, og vokser, og barnet opdager mellemrummene. Mellem stenene, mellem mosserne på stenene, mellem menneskerne. Og mellem tallene. Og ved du hvad det fører til? Det fører til brøkerne. Det hele tal plus brøkerne giver de rationelle tal. Og bevidstheden stopper ikke der. Den vil overskride fornunften. Den tilføjer en operation så absurd som røduddragning. Og får de irrationelle tal.
Det er en slags vanvid. For de irrationelle tal er endeløse. De kan ikke skrives. De tvinger bevidstheden ud i det grænseløse. Og med de irrationelle tal lagt til de rationelle, har man de reelle tal.
Det stopper ikke. Det stopper aldrig. For nu, på stedet, udvider vi de reelle tal med de imaginære, kvadratrødder af negative tal. Det er tal, vi ikke kan forestille os, tal som normalbevidstheden ikke kan rumme. Og når vi lægger de imaginære tal til de reelle tal, så har vi det komplekse talsystem. Det første talsystem inden for hvilket det er muligt at gøre fyldestgørende rede for isens krystaldannelse. Horisonterne. Man drager imod dem, og de bliver ved med at flytte sig.
